• Han har skaffet tre Michelin-stjerner til sin restaurant. I løbeskoene jagter han helt andre rekorder

    Source: BDK Borsnyt / 15 Feb 2025 04:14:03   America/New_York

    Ud af vinduet fra Geraniums lokaler på 8. sal i Parken kan man se Østerbro Stadions blå løbebane. »Der bruger jeg meget tid,« siger Rasmus Kofoed og peger ned på løbebanen. Han har i årevis været blandt eliten i gastronomiens verden, men han vil også præstere på højt niveau, når han tager sine løbesko på. Hans personlige rekord på fem kilometer er 17 minutter og 59 sekunder. Det er hurtigt. Rigtig hurtigt. Men der er mere at komme efter for stjernekokken. »Rekorden blev sat en magisk aften i Aarhus på en atletikbane magen til den dernede,« siger han og henviser til den blå løbebane. »Nu er et af årets store mål er at løbe under 18 minutter på landevej. Det er et anderledes løb, og jeg er mere afhængig af de optimale vejrforhold, men jeg er sikker på, at jeg kan, da min vintertræning har været rigtig god.« Rasmus Kofoed er medstifter af og køkkenchef på den trestjernede Michelin-restaurant Geranium. Når han ikke er i restauranten, løber han. Omkring 100 kilometer om ugen bliver det til, fordelt over fem til seks dages træning. Vi har besøgt ham i forbindelse med Berlingskes løbeskole for at tale med ham om hans kærlighed til løb og om, hvad han gør for at kunne præstere på så højt et niveau. Hvis du ikke ved, hvad løbeskolen er, kan du læse mere her – og hvis du ikke følger løbeskolen, kan du selvfølgelig også læse videre og få indblik i Rasmus Kofoeds interesse for løb. Løbeskolens løbeprogram finder du længere nede i artiklen. Det må gerne gøre lidt ondt Rasmus Kofoed er ikke kun hurtig på femkilometerdistancen. Hans rekord på ti kilometer er 37 minutter og 46 sekunder på landevej. På halvmaratoner er den én time, 24 minutter og 17 sekunder. »Til næste år vil jeg nok gerne prøve at løbe et maraton, men lige nu ser jeg stadig potentiale i de kortere distancer. Jeg har nogle mål og forventninger, jeg gerne vil have indfriet, inden jeg giver mig i kast med den lange distance,« siger han. Han har også en særlig kærlighed til den helt korte distance på 1.500 meter – en »modbydelig distance« kalder han den, fordi den kræver, at han spurter alt, hvad han kan, fra start til slut. »Men jeg kan godt lide, når det gør lidt ondt, og jeg skal prøve at finde mig til rette i det,« siger Rasmus Kofoed. Den 50-årige chefkok har ikke altid løbet så meget, som han gør nu, men aktiv har han altid været. Han har blandt andet dyrket kampsport, stået meget på skateboard og spillet fodbold. Løb begyndte Rasmus Kofoed for alvor at dyrke for fem år siden, da han spillede fodbold på et syvmandshold sammen med en flok, der var 10-15 år yngre end ham. Hvis han skulle følge med »de unge«, var han nødt til at gøre en ekstra indsats for at optimere sin form. Og som alle andre nye løbere startede han med de korte distancer. »Jeg husker første gang, jeg løb rundt om søerne i København. Det er lidt over seks kilometer. Der tænkte jeg »hold kæft Rasmus, du har løbet langt og det føltes hårdt«,« siger han. Han blev bidt af løbet, og turen blev til ti kilometer, som blev til 15, som blev til et halvmaraton. Og nu er det altså blevet til 100 kilometer om ugen. Nogle dage er det en rolig joggetur om morgenen med hunden i skoven eller på Strandvejen i Humlebæk og så en tur mere om aftenen. Andre dage er det et hårdt intervalpas med løbefællesskabet Nbro, hvor han også har fået sig en helt ny vennekreds. Han nyder både at løbe alene og sammen med andre, der kan presse og motivere hinanden. »Det er fantastisk, at jeg bliver ældre og stadig formår at løbe hurtigere. Men jeg er naturligvis også klar over, at den formkurve desværre ikke bliver ved. Lige nu ser jeg det lidt som et eksperiment: Hvor længe kan jeg blive ved med at forbedre mig, selvom jeg bliver ældre,« lyder det fra Rasmus Kofoed. Sådan spiser han i sin hverdag Alderen er ikke det eneste, Rasmus Kofoed eksperimenterer med. Hans kærlighed til gastronomien bruger han også til at optimere sit løb og holde sig sund og rask. Selv spiser han overvejende vegansk – eller plantebaseret, som han ynder at kalde det – og han kan lide at eksperimentere med, hvordan det fungerer i forhold til hans træning. »Jeg er ikke til det der store pastagilde dagen inden et løb, som mange løbere sværger til. Jeg spiser i hverdagen heller ikke gels, sukkerdrikke eller proteinbarer, som ofte er de her meget forarbejdede fødevarer,« siger Rasmus Kofoed. I stedet spiser han masser af grøntsager, bælgfrugter og frugt samt kogte linser med gulerødder og salatskud. På selve løbsdagen indtager han en kop kaffe om morgenen, rødbedesaft, lidt banan, nødder og nogle dadler. »Det fungerer godt for mig, så det holder jeg fast i, og jeg håber samtidig, at jeg inspirere andre til at spise lidt grønnere og mere plantebaseret i hverdagen,« siger han og fortsætter: »Jeg tror også på, at sådan en kostoptimering blandt eliteløbere og motionister i Danmark ville give endnu bedre resultater. Det virker, som løbere fra andre lande har lidt mere fokus på det område.« Plantebaseret kost har længe været et mantra i hans arbejde, og i 2020 åbnede han den veganske restaurant Angelika, der også holder til på ottende sal i Parken. I 2022 besluttede han at fjerne kød fra menuen på Geranium. Inspirationen til de plantebaserede retter kommer især, når han løber. »Jeg kan dufte mirabelleblomster om foråret, når jeg løber. Jeg kan se ramsløgene skyde i skovkanten. Jeg holder mig i kontakt med naturen og årstiden på mine løbeture, og det bruger jeg til at udvikle menuen her på restauranten,« siger Rasmus Kofoed og fortsætter: »Jeg ser gastronomien og min glæde ved at bevæge mig som en holistisk cirkel, hvor alting smelter sammen. Inspirationen til nye retter kommer ofte, når jeg bevæger mig gennem landskabet, og samtidig interesserer jeg mig for, hvordan jeg ernæringsmæssigt kan optimere for at præstere bedre og blive et lykkeligere menneske.« På gårsdagens løbetur fik han en idé til en dessert med jordskokker og chokolade, fortæller han og peger hen mod restaurantens køkken, hvor to kokke står og er i gang med at udvikle netop dén dessert. »Den idé faldt på en måde helt på plads i går, mens jeg løb, og jeg kan mærke, at den bliver helt fantastisk,« siger han. Rekorderne skal fejres På mange måder kan Rasmus Kofoed anskues som et overmenneske. Tre Michelin-stjerner, lange løbeture næsten dagligt og en familie med hund, hustru og tre børn i alderen otte, 11 og 13 år. Hvordan finder han energien og overskuddet? »Jeg finder tiden, fordi jeg holder af det, og det bidrager med mening i mit liv. Det giver mig også ro i hovedet at løbe, og det gør, at jeg kan præstere godt, både på mit arbejde, som far for mine børn og som ægtemand,« siger Rasmus Kofoed. Og så elsker han konkurrenceelementet. »Jeg kan rigtig godt lide at udfordre mig selv. Den udfordring, der opstår hen mod slutningen af et løb, når det bliver rigtig hårdt, og min hjerne prøver at finde på 100 undskyldninger for, at jeg ikke skal fortsætte, men at jeg så alligevel formår at blive ved og komme i mål. Den frigivelse af endorfiner og følelse af glæde er fantastisk,« siger han. »På den måde kan man godt sige, at der er mange synergier mellem min sport og gastronomien. Jeg kan lide udfordringen, og jeg vælger ikke den nemme løsning.« Selvom Rasmus Kofoed godt ved, at han kan lyde fanatisk med overvejende vegansk kost, et travlt arbejdsliv og en masse motion, nyder han livet. Og det indebærer også det, som andre forbinder med nydelse en gang imellem. Når han har sat en rekord eller løbet et ekstra godt løb, giver han nemlig sig selv lov til at synde. »Så fejrer familien og jeg det med en ekstra stor chokoladeis. Dem spiser jeg jo ikke så meget af i hverdagen, men et godt løb skal fejres,« siger Rasmus Kofoed og fortæller, at det netop var sådan, han fejrede sin rekord på fem kilometer på løbebanen. I begyndelsen handlede løb for ham ofte om at præstere og optimere – hvilket det til tider stadig gør – men han er faldet mere til ro i sin træning. I dag handler det om naturoplevelsen, at reflektere, rense hovedet og samle energi til en travl hverdag. »Hvis jeg skulle give et godt råd til mig selv, da jeg startede med at løbe, ville det være at huske at nyde turen lidt mere. Det handler om at komme ud af døren, ud og opleve verden og ikke løbe længere, end sindet giver tilladelse til, for man stopper og mister interessen, hvis det bliver for hårdt og surt,« lyder det fra Rasmus Kofoed. Ugen løbeprogram Så til den kommende uges løbeprogram. Husk, at du kan sende spørgsmål og opdatering på, hvordan det går med dit løb, til lobeskolen@berlingske.dk. God vind på løbeturene. Vi skrives ved på lørdag. https://www.berlingske.dk/vores-liv/han-har-skaffet-tre-michelin-stjerner-til-sin-restaurant-i-loebeskoene
Share on,